Nyhedsbrev
 
Februar 2022
Kære læser
 
 
”Skolen ligger seks kilometer væk.
Det er en anden verden.
Seks kilometer sort asfalt skiller de to verdener.”

Bogen Sort asfalt er skrevet af Line Leonhardt og Katrine Louise Jakobsen og den handler om de to forskellige verdener eller liv, som Frederik hver dag rejser mellem: Skolen og hjemme, hvor han skal passe sin bror. Hans mor kan nemlig ikke være den voksne, og Frederik ved ikke helt, hvordan man forklarer den slags.

Det er på mange måder en tung bog, selvom den kun er på 66 sider. Den har desuden et lixtal på 15, for den er en del af en serie med letlæste bøger til unge med læsevanskeligheder. Det sætter jeg fokus på i dette nyhedsbrev.
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om:
  • Vi elsker bøger
  • Letlæsning for store børn og unge
Frederiks pendulerende liv mellem de to typer verdener i Sort asfalt et fint eksempel på de rejser, som litteraturen åbner for os. Og litterære rejser er netop temaet for årets Vi elsker bøger – vi håber, I glæder os lige så meget som os til alle arrangementerne i marts!

God læselyst!
 
Med venlig hilsen,
Mai-Britt Tollund
Redaktør på Nyt til lærere 
Du kan kontakte mig her
 
I er naturligvis altid velkomne på biblioteket; både på egen hånd eller hvis I laver en aftale med os om en rundvisning.
Husk: Vi kan ikke oprette børn som lånere, når I er på besøg. Det skal oprettes via vores hjemmeside med deres forældres Nem-Id.
 
Du må meget gerne dele nyhedsbrevet med dine kolleger. 
Nye modtagere kan tilmelde sig her:  
 
Vi elsker bøger 2023 logo

Er du klar til Vi elsker bøger festivalen 2023?

I år rejser vi ind i bøgerne, når Vi elsker bøger festivalen løber af stablen d. 20-25 marts.
 
Vores bibliotekarer har håndplukket en masse skønne læseoplevelser, der på den ene eller anden måde handler om at rejse. På vores læseliste finder du bl.a. H.C. Andersens At rejse er at leve, hobbitternes farefulde færd i Ringenes herre og Adam O’s Gro, hvor hovedpersonen kommer ud på en forunderlig, dyster rejse ind i en bibliotekshave.
 
Kom og vær med!
Over hele byen fejres litteraruren med masser af arrangementer, workshops og forestillinger for institutioner og skoler. Programmet er forskelligt på hvert bibliotek, så kontakt den Vi elsker bøger-ansvarlige på dit lokale bibliotek og hør mere. Men I skal ikke snydes for en smagsprøve
 
I skoleprogrammet til indskolingen kan I fx møde Jan Kjær, der vil tage jer på en magisk rejse til Nomernes verden, mens Trine Meyer tager afsæt i bogen Den dag prutterne forsvandt og tegner og fortæller en rejse gennem tarmen og kroppen. 

På mellemtrinnet kan I blandt andet møde Troels Gollander, der har skrevet så mange fagbøger til børn om rummet, at man skulle tro, han selv havde rejst mellem stjernerne. Han tager jer med på en tur ud i det uendelige univers og alt hvad der gemmer sig i det.
Med Adam O. kan jeres klasse rejse ind i romanen Gro, til et levende univers og mon ikke han også ryster lidt tegnetips ud af ærmet? Kasper Hoff bruger egne oplevelser fra rejser i sine bøger, det fortæller han mere om, når han tager jer på rundtur i flere af hans gode serier som f.eks. "Samlingens vogter".

Til de store elever i udskolingen byder programmet fx på Lise Villadsen, der vil tage jer med på udvekslingsrejse til Florida, hvor alt ikke er helt som det skal være...det er spændende og medrivende, og der er dobbelt op på rejse, for her rejser vi både geografisk og i det indre.
Julius Mygind, der rer coach og forfatter, har med sin bog Du er ikke F**cked, du er bare ung, lavet en fantastisk guide til teenagerne, der står foran så mange valg og udfordringer. Mygind kæmpede selv som ung med sit selvværd, og han vil åbent fortælle om sin egen rejse og guide de unge væk fra ensomhed og forkerthedsfølelse.
Og sidst men ikke mindst kan I også møde Saynab Farah Dahir, der debuterede sidste år med hele to velskrevet ungdomsromaner. Hun vil her fortælle om Camp, kys og kaos, det første bind i en serie, hvor 14-årige Sarah kommer på noget af en indre rejse. Hun bliver nemlig sendt på sundhedscamp og håber, at alle hendes problemer vil blive løst, hvis hun bliver tynd.

Skal I med på turen? Så skriv til jeres lokale kontaktpersoner og hør, hvilke fabelagtige forfattere I kan møde på jeres lokale bibliotek og book en plads:

For bibliotekerne Valby, Vanløse, Vesterbro, Vigerslev og Sydhavnen: Julie Juul  Ottosen, skolekontakt-kulturv@kk.dk
For bibliotekerne Ørestad, Solvang, Christianshavn, Bibliotekshuset, Islands Brygge og Sundby, Rikke Smith, rsmith@kk.dk
For bibliotekerne Rentemestervej, Nørrebro, Blågården, Brønshøj, Tingbjerg og Husum: Nanna Gregersen, NS37@kk.dk
For Østerbro og Øbro Jagtvej: Regitze Jørgensen, TR7X@kk.dk
For Hovedbiblioteket: Se programmet her og tilmeld jer til Pernille Stage, via hbtilmelding@kff.kk.dk
 
Se læsetips til bøger om & med rejser
 
Billede af læsende teenager

Letlæsning for store børn og unge

Det behøver ikke være kedeligt, bare fordi bøgerne er lette.

Der er indenfor de sidste par år udkommet rigtig mange serier og bøger til store børn og unge med læsevanskeligheder – og hurra for det! Andre kan også læse med, for det er virkelig gode bøger med heftige emner på hjertet.

Bøgerne er af en type, som vi længe har sukket efter. Indholdet har været der i flere bøger, men nu er de pakket lækkert ind som andre ungdomsbøger. Og de står på hylderne sammen med andre ungdomsbøger.

Serierne har lixtal fra 10 og op. Bibliotekar og børnevært på Hovedbiblioteket Thomas Boisen synes, at bogen Sort asfalt, som jeg citerede ovenfor, er et godt eksempel på en type bøger, der er et godt supplement til fx lydbøger, når unge med læsevanskeligheder skal have øjne og ører op for litteraturen: ”De letlæste skønlitterære bøger hjælper med at træne fx koncentrationen og læseteknikken, samtidig med at de giver mulighed for at få en forholdsvis hurtig succesoplevelse med at få læst en bog. De unge slipper for at skulle læse bøger, der er skrevet til meget yngre børn og kan få litterære oplevelser, der passer til dem og deres interesser.”

På hjemmesiden kan du se eksempler på bøger fra tre forskellige serier: Læseklub-serien, mellem-rum og Spot. Der kommer hele tiden nye titler i serierne. På eReolen kan du se en præsentation af serien Hip, der også er læselette bøger med spændende emner for unge.
 
Podcast om letlæsning for unge
Bibliotekar Rikke Smith har talt med Salina Schjødt og Anne Marie Donslund om deres arbejde med at skrive bøger, der er lette at læse, men samtidig er nuancerede og spændende. I podcasten kan du desuden få tips til læsning af ungdomsbøger med lavt lixtal.
Se bøger på bibliotekets hjemmeside
Se bøger på eReolen
Hør podcasten om letlæsning for unge
 

Følg Københavns Børnebiblioteker

Du kan følge Københavns Børnebiblioteker på sociale medier og få inspiration til biblioteksoplevelser og de nyeste bøger. Find os her:
Facebook
Instagram
Footer