Nyhedsbrev
 
Januar 2022
Kære læser
 
Godt nytår og velkommen til 2022.
 
Den 14.-19. marts 2022 kan I igen opleve sjove, boglige aktiviteter for børn i alle aldre, når Københavns Biblioteker hylder børnelitteraturen under festivalen Vi elsker bøger. I år har den temaet ’Forunderlige familier'.

Vi elsker bøger foregår over hele byen på Københavns 20 folkebiblioteker, hvor du kan opleve et væld af booktalks, bogjagter, workshops, teater, højtlæsning og forfattermøder for både skoler og familier. Læs mere om Vi elsker bøger.
 
I dette nyhedsbrev fortæller vi om:
  • Festivalens forfattermøderne for skoler på Hovedbiblioteket
  • Skriveworkshops for børn
  • Festivalens novellekonkurrence
Program for Vi elsker bøger på Hovedbiblioteket:
  • 3 forfattermøder for skoler tirsdag-torsdag d. 15.-17. marts kl. 10
  • Booktalk og readathon for 2. og 3. klasse mandag d. 14. marts kl. 10
  • Booktalk og readathon for 4. og 5. klasse fredag d. 18. marts kl. 10
  • Højtlæsning for daginstitutioner tirsdag-torsdag d. 15.-17. marts kl. 10
  • Filmfestival for børnefamilier lørdag d. 19. marts, hvor vi viser film om 'Forunderlige familier' kl. 10,11,13 og 14 
  • Skattejagt og aktiviteter ved Tegnstationen hele lørdagen d. 19. marts, hvor jeres familie kan gå på jagt efter forunderlige familier eller lave en fortælling om jeres egen.
Se hvordan du tilmelder din klasse de forskellige aktiviteter.
 
Med venlig hilsen,
 
Mette Sahl Larsen
Ansvarlig for Vi elsker bøger på Københavns Hovedbibliotek
og
Dinna Enevoldsen og Mai-Britt Tollund
Redaktører på Nyt til lærere 
Du kan kontakte os her
 
I er naturligvis altid velkomne på biblioteket; både på egen hånd eller hvis I laver en aftale med os om en rundvisning.
Husk: Vi kan ikke lave lånerkort til eleverne, når I er på besøg. Det skal oprettes via vores hjemmeside med deres forældres Nem-Id.
 
Du må meget gerne dele nyhedsbrevet med dine kolleger. 
Nye modtagere kan tilmelde sig her:  
 

Forfattermøder for skoler under Vi elsker bøger

Også i år er der masser af tilbud til skoler under Vi elsker bøger.
 
På Københavns Hovedbibliotek har vi tre arrangementer:

15. marts 2022 kl. 10 kan elever fra mellemtrinnet møde forfatteren Mette Vedsø, der fortæller om bogen Ønskekuglen.
 
16. marts 2022 kl. 10 taler forfatteren Sofie Souid med elever fra indskolingen om Alf og Bjørn redder verden: Død over tandfeen
 
17. marts 2022 kl. 10 er det elever fra mellemtrinnet, der kan høre om bogen Fiskepigen og tale med forfatteren Søren Jessen.
Læs mere og tilmeld jer her
 

Festivalens novellekonkurrence

Lad dine elever slippe deres indre forfatter løs og deltag i børnelitteraturfestivalen Vi elsker bøgers novellekonkurrence!

Temaet for årets konkurrence er ”Forunderlige familier” og dine leever kan sagtens deltage, selvom I ikke arbejder med det i undervisningen - fortæl dem om kounkurrencen. Vi glæder os til at læse lige netop deres historie om en ”Forunderlig familie”.
 
Måske handler den om en familie med overnaturlige evner eller nogen, der skal løse et opstået problem? Måske skriver de om en regnbuefamilie, en sammenbragt familie, en kriminel familie eller noget helt fjerde?
I litteraturen findes der masser af familier, der er forunderlige. Måske kender du Alfons Åberg, der har en far, men ingen mor,. I serien Nevermoor finder Morrigan Crow sin familie langt fra sin oprindelige familie, mens Harry Potter har mistet begge sine forældre, og Tilly fra ”Den magiske Boghandel” bor med sine bedsteforældre.

Alle familier er forskellige. De fleste føler sig forhåbentligt elsket, men i nogle familier kan man føle sig udenfor eller overset, og der kan være udefrakommende problemer, der ændrer familien eller giver store udfordringer, som man måske skal løse sammen. Uanset hvad er der masser af historier, der kan fortælles.
 
I novellerne er det helt op til deltagerne at fortolke og finde på hvordan en familie skal se ud, og hvem der er novellens hovedperson. Er det en af børnene? Eller er det hele familien? Måske er det familiens husdyr, katten, der er hovedpersonen? Kun fortælleren ved det.
 
Krav til novellen
  • Du skal være mellem 11 og 14 år for at deltage
  • Novellens tema skal være ”Forunderlige Familier”
  • Novellen skal skrives på dansk
  • Novellen skal skrives i Word og gemmes under samme navn som novellens titel. Skriv kun; navn, alder og postnummer/bydel i dokumentet
  • Novellen må højst fylde 8 A4-sider, med linjeafstand 1½ og bogstavstørrelse 12
  • De indsendte noveller, der ikke holder sig til formen, er ikke kvalificeret til at være med i konkurrencen
Deadline og indsendelse
Deadline for indsendelse af novellen er den 25. februar 2022
Novellen skal sendes som vedhæftet fil (Word) i en email til: novellebidrag@gmail.com
Finalisterne får direkte besked senest den 10. marts hvor der også vil være info om præmieoverrækkelsen på BIBLIOTEKET PÅ Rentemestervej den 17. marts. Kl 16 - 18.00.
Følg festivalen på facebook
 

Online skriveforløb for 11-14 årige

Som optakt til Vi elsker bøger-festivalens årlige novellekonkurrence afholder Københavns børnebiblioteker et online skriveforløb for 11-14 år, der elsker at skrive!
 
Det foregår i elevernes fritid, og vi håber, at I vil dele muligheden med jeres elever: D. 18. januar, 27. januar og 21. februar får de tips og tricks til at skrive lige præcis den novelle, de drømmer om. Der er kyndig hjælp og de kan stille spørgsmål til tre megaseje og topprofessionelle undervisere. Der vil være skriveøvelser, undervisning og hygge!
 
Novellens tema skal være ”forunderlige familier” og den skal skrives på dansk. Der er frist for indsendelse d. 25. februar, hvis man vil være med i konkurrencen om at få din novellen offentliggjort på Københavns bibliotekers hjemmeside og om flotte præmiere!
Læs mere og tilmeld via Billetto
 

Følg Københavns Børnebiblioteker

Du kan følge Københavns Børnebiblioteker på sociale medier og få inspiration til biblioteksoplevelser og de nyeste bøger. Find os her:
Facebook
Instagram
Footer